
To partier har fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, som skal sikre muligheden for GMO-frie zoner i Danmark på baggrund af frivillige aftaler mellem landmænd. Foto: Finn Christoffersen
To partier fremlægger i dag et beslutningsforslag i Folketinget,
som skal fremme mulighederne for at landmænd - konventionelle som
økologer - kan enes om at etablere lokale GMO-frie områder.
- Økologiske landmænd har sagt nej til GMO. Men jeg oplever også
mange konventionelle landmandskollegaer, der ikke bryder sig om
gensplejsede afgrøder. Når man sidder over en kop kaffe, kan man
blive enig om at det ikke er vejen frem for dansk landbrug, og at
alle landmænd skal have ret til at vælge det fra, siger Anders
Lund, økologisk landmand ved Brædstrup, og formand for
Planteavlsudvalget i Økologisk Landsforening .
- Beslutningsforslaget er en fin opbakning til, at vi i mange
lokalområder kan finde sammen om at fravælge gensplejsede afgrøder
i marken. Mange landmænd vil gerne tage hensyn til forbrugerønsker,
eller naboen. Mens andre ikke ønsker at blive bundet af aftaler med
firmaer om, at man f.eks. skal bruge bestemte sprøjtemidler sammen
med de gensplejsede afgrøder. Alle landmænd sætter pris på det frie
valg, siger Anders Lund.
EU skal anerkende GMO-frie områder
Beslutningsforslaget vil pålægge regeringen at skabe gode rammer
for at landmænd eller landbrugsorganisationer gennem frivillige
aftaler kan etablere zoner i Danmark, der holdes fri for
GMO-dyrkning. Forslaget, som bygger på en udtalelse fra
Nordisk råd fra september, pålægger også regeringen at arbejde for,
at EU anerkender, at der kan indføres GMO-fri zoner. EU har ellers
stået noget i vejen for flere medlemslande, der gerne vil etablere
GMO-fri zoner. Men lokale og regionale GMO-fri zoner popper op nu i
mange EU lande.
Forslaget er fremsat af Enhedslisten og det nye parti Fokus, men
forventes at kunne opnå brede støtte. Der kan også være god
økonomi i GMO-frie arealer, mener Anders Lund.
- Med GMO-frie arealer vil Danmark kunne producere GMO-fri
såsæd, mere økologi, og fødevarer til højprismarkedet. Jeg kender
ikke nogen, der mener, at landmænd kan profitere på gensplejsede
afgrøder. Det er typisk billige varer, som danske landmænd ikke kan
leve af.